En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af.
Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse "med hjertet", altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).
GØR DET, DER ER GODT
En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.
Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.
Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.
Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt...
Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse "med hjertet", altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).
GØR DET, DER ER GODT
En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.
Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.
Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.
Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt...
